Historien om de første selvkørende biler

Selvkørende biler bliver ofte beskrevet som fremtidens teknologi, men deres historie går længere tilbage, end de fleste forestiller sig. Allerede i 1920’erne og 30’erne begyndte ingeniører og opfindere at eksperimentere med idéen om køretøjer, der kunne styres uden menneskelig indgriben. Dengang var det mest primitive forsøg med radiostyring, men det viste, at tanken om automatiseret kørsel havde taget rod. Senere i 1950’erne præsenterede General Motors futuristiske visioner om motorveje med biler, der kunne køre selv, og i 1980’erne tog forskere i både USA og Europa teknologien ind i den virkelige verden.

De tidligste visioner og eksperimenter 

De første tanker om selvkørende biler opstod i en tid, hvor bilens udbredelse stadig var ny. Allerede i 1920’erne begyndte opfindere at eksperimentere med radiostyrede køretøjer. I flere amerikanske byer blev små demonstrationer gennemført, hvor biler kunne fjernstyres via radiosignaler. Disse eksperimenter var primitive, men de viste, at det faktisk var muligt at forestille sig et køretøj, som ikke havde brug for en chauffør bag rattet.

I 1939 skabte General Motors opmærksomhed med deres berømte “Futurama”-udstilling på verdensudstillingen i New York. Udstillingen viste en vision af fremtidens motorveje, hvor biler blev styret automatisk gennem elektriske signaler indlejret i vejbanen. Selvom det mest var en teoretisk fremstilling, vakte den stor begejstring. Publikum kunne se for sig en fremtid, hvor trafikken flød gnidningsfrit, og hvor mennesker kunne overlade styringen til teknologien.

I 1950’erne og 1960’erne tog idéen en mere konkret form. General Motors og RCA eksperimenterede med at lægge elektriske kabler ned i vejene, som kunne kommunikere med sensorer i bilerne. På den måde kunne biler holde kursen og stoppe eller accelerere, afhængigt af signalerne fra vejen. Det krævede naturligvis en massiv infrastrukturinvestering, hvilket gjorde det upraktisk at udrulle i stor skala, men forsøgene viste, at automatiseret trafik ikke længere kun var en drøm.

Disse tidlige visioner kan opsummeres i tre nøglepunkter:

• Radiostyrede biler som tekniske demonstrationer.
• Fremtidsvisioner på udstillinger, der formede folks fantasi.
• Eksperimenter med vejkabler som praktiske forsøg.

Selvom disse projekter aldrig blev en realitet i hverdagen, havde de stor betydning. De satte gang i en samtale om, hvordan fremtidens transport kunne se ud, og de lagde grunden til senere teknologiske fremskridt. Mange af de ingeniører, der arbejdede på disse tidlige eksperimenter, inspirerede kommende generationer af forskere til at tage tråden op.

Selvkørende biler var altså ikke et produkt af det 21. århundrede, men et koncept, der allerede i det 20. århundrede blev taget alvorligt. Idéen var der – men teknologien var endnu ikke moden.

Fra futuristiske koncepter til praktiske forsøg 

Med fremkomsten af mikroprocessorer og digitale teknologier i 1970’erne og 1980’erne begyndte selvkørende biler for alvor at bevæge sig væk fra koncepter og visioner og ind i den praktiske virkelighed. Computere kunne nu behandle information hurtigere, og det åbnede døren for nye eksperimenter.

En af de mest markante pionerer var professor Ernst Dickmanns fra Bundeswehr University i München. I 1980’erne udviklede han sammen med sit team en bil, der kunne navigere selvstændigt på motorvejen. Ved hjælp af kameraer og billedbehandling kunne bilen registrere vejbaner, holde sig på sporet og justere hastigheden efter trafikken. Dette projekt, kendt som VaMP og senere Prometheus-programmet, blev et vigtigt skridt i udviklingen.

I samme periode begyndte universiteter i USA at eksperimentere med deres egne prototyper. Carnegie Mellon University i Pittsburgh var blandt de første, og senere fulgte Stanford University. Disse projekter viste, at selvkørende teknologi kunne fungere uden særligt konstruerede veje. Bilerne kunne analysere omgivelserne ved hjælp af kameraer, radar og simple algoritmer, og de kunne navigere i realistiske trafikmiljøer.

De vigtigste fremskridt i denne periode kan opsummeres sådan:

• Brugen af kameraer og sensorer til at “se” vejen.
• Algoritmer, der kunne tolke data og reagere i realtid.
• Succesfulde tests på offentlige motorveje.

Selvom teknologien stadig havde mange begrænsninger – langsomme computere, upræcise sensorer og enorme omkostninger – markerede denne periode begyndelsen på den moderne æra for selvkørende biler. Det var ikke længere blot en vision, men en konkret teknologi, der kunne testes i virkeligheden.

Forsøgene i 1980’erne viste, at det faktisk var muligt for biler at køre selv under kontrollerede forhold. Dette gav både forskere, bilproducenter og offentligheden fornyet tro på, at selvkørende biler ikke kun var science fiction, men en fremtidig mulighed.

DARPA, tech-giganter og vejen til nutiden 

I begyndelsen af 2000’erne tog udviklingen et stort spring fremad takket være DARPA Grand Challenge. Det amerikanske forsvarsministerium lancerede konkurrencer, hvor forskerhold skulle udvikle biler, der kunne køre selv gennem vanskelige terræner. Den første konkurrence i 2004 var en fiasko – ingen biler kom mere end 11 kilometer. Men året efter havde teknologien gjort enorme fremskridt, og flere biler gennemførte hele ruten på 212 kilometer.

Disse konkurrencer var afgørende, fordi de bragte forskere, studerende og private virksomheder sammen i et intenst innovationsmiljø. På få år blev teknologien forbedret i et tempo, som ellers ville have taget årtier. Universiteter som Stanford og Carnegie Mellon var blandt de mest succesfulde deltagere, og mange af deres eksperter endte senere hos tech-giganterne.

DARPA-udfordringerne viste tre vigtige ting:

• Teknologien kunne forbedres dramatisk på kort tid.
• Samarbejde mellem forskning og industri var nøglen.
• Selvkørende biler kunne fungere i realistiske miljøer.

Kort tid efter begyndte virksomheder som Google at investere massivt i feltet. I 2009 lancerede de deres selvkørende bilprojekt, der senere blev til Waymo. Med adgang til enorme datamængder, avancerede algoritmer og ubegrænsede ressourcer kunne Google teste biler på offentlige veje og indsamle millioner af kilometer erfaring. Tesla introducerede Autopilot som en del af sine elbiler, mens Uber og andre selskaber gik ind i kapløbet om at udvikle autonome køretøjer.

I dag er vi vidner til en æra, hvor selvkørende biler testes i storbyer verden over. Teknologien er endnu ikke fejlfri, men den står på skuldrene af et århundredes eksperimenter og udvikling. Fra DARPA’s udfordringer til Waymos testflåder og Teslas semi-autonome systemer er det tydeligt, at drømmen om selvkørende biler er tættere på virkeligheden end nogensinde før.

Historien om de første selvkørende biler viser, at teknologiske gennembrud sjældent sker over natten. De er resultatet af årtier med visioner, forsøg, fiaskoer og fremskridt. Fra radiostyrede biler i 1920’erne til Ernst Dickmanns’ kamera-biler i 1980’erne og DARPA’s udfordringer i 2000’erne er udviklingen en fortælling om menneskets evige søgen efter at gøre transporten mere sikker og effektiv.

I dag er vi tættere end nogensinde på at se selvkørende biler blive en del af hverdagen. Teknologien er langt fra perfekt, men med investeringer fra tech-giganter og fortsat forskning er det kun et spørgsmål om tid, før drømmen fra 1939’s Futurama-udstilling bliver til virkelighed på vejene.

Se mere herunder: